Referat af møde på lokalpolitistationen den 8/2 2016.

Formål: Etablering af samarbejde mellem politi og beboere om bekæmpelse af indbrud i området.

Deltagere: Gitte fra politiet, 4 repræsentanter fra Bakkedraget, 3 repræsentanter fra Gammelgårdsvej og undertegnede.

Diskussionen tog udgangspunkt i, at Brian i går aftes ved 23-tiden havde set en hvid Mercedes kassevogn på baltiske nummerplader (han kunne dog ikke huske nummeret) køre rundt i Bakkedraget. Han tilkaldte politiet, som dog først nåede frem, da kassevognen var kørt.

En hvid kassevogn er også set i Hækmosen, hvor der for øjeblikket finder mange indbrud sted (10 på en uge), hvorfor politiet er meget interesseret i yderligere oplysninger om kassevognen.

Jeg har for mange måneder siden også selv set flere forskellige hvide Mercedes kassevogne køre rundt og lede efter jernaffald aftenen før afhentning af storskrald, så jeg tror, Brian har set en klunservogn.

Politiet oplyste, at de har udvidet patruljeringen i vores område, hvilket flere af de tilstedeværende kunne bekræfte. 

Fælles for indbruddene i hele Herlev har været, at de er foregået i dagstimerne – typisk om eftermiddagen – og at de er foregået fra terrassedøre eller vinduer på bagsiden af huset. Derfor bør vores fokus være på at sikre døre og vinduer. Desuden anbefalede politiet, at vi sørgede for at låse vores skure, da tyve ofte finder værktøj i skuret hos naboen, som de så bruger til at bryde ind med i de andre huse.

De aktuelle indbrud har været rettet mod ting, det var nemt at tage med sig – typisk penge, valuta og smykker.

Politiet anbefalede kraftigt nabohjælp – både det formelle system og at vi i det hele taget holdt øje med, hvad der skete hos naboerne. Det er vigtigt at undgå fyldte postkasser og at vores huse virker ubeboede i ferieperioder. Der måtte ikke ligge væltede havemøbler og lignende i flere dage. Derimod er det godt, hvis der løbende foregår ændringer. Gardiner trækkes til og fra. Brug af tænd-og-sluk ure. At tydelige cola-dåser bliver fjernet fra indkørslen osv.

Brug af tyverialarmer og videoovervågning er i politiets øjne mere tryghedsskabende foranstaltninger for beboerne end noget, der skræmmer tyvene.

Brian, der var initiativtager til mødet, ville gerne have arrangeret en udstilling heroppe i området, hvor politi, låsefirmaer osv. udstillede og fortalte beboerne i området om forebyggelse af indbrud. Det var politiet positiv overfor at deltage i, men mente ikke, at der ville komme ret mange.

Politiet tilbød os en Tryghedsvandring (http://www.dkr.dk/tryghedsvandring-0) for bestyrelse og interesserer beboere. På grund af de forskellige typer bebyggelse i området, vil jeg foreslå, at en sådan målrettes til vores rækkehuse og ikke sker sammen med villakvarterene omkring os. Det vil være oplagt at diskutere evt. afholdelse af en Tryghedsvandring på generalforsamlingen i forbindelse med Gittes oplæg.

Der blev ikke aftalt evt. opfølgning på mødet hverken i form af nyt møde eller konkrete aktiviteter.

/Knud Erik
T: 2175 3336
M: kem@kemcom.dk

Skriv et svar